Vi har tidligere bebudet at vi ville lade denne vor reserve-blog plagiere vor klassiske, der fortsætter temmelig uanfægtet af den ydre verden. Vi kunne i stedet publicere en studie over Facebook, som vi nemlig har udforsket efter alle feltantropologiens regler om assimilation - som allerede Carsten Niebuhr nu kunne sige sig selv ud fra sund sans.
Det har nu ikke forhindret os i at fornye også nævnte nye medium demonstrativt i retning af nogen åndfuldhed, for enhver art dogme-agtige regler og begrænsninger er vitterligt udviklende. Selv på trods af vor ikke altid ubetingede kjerlighed til redaktørstanden må vi indrømme, at pladsbegrænsninger oftest er en god ting - og derfor går det tit nedad bakke for standens overklasse, der nemlig har friheden for nævnte grænser som deres tvivlsomme privilegium. Tvivlsomt fordi de så desto tydeligere afslører deres begrænsninger, hvorimod omvendt den der kun indrømmes minimal plads, er nødt til som fordums undertrykte europæiske jøder at rumme hele universer i ganske få sentenser - og det er umuligt at efterabe uden en tilsvarende psykisk glødetilstands fusionsreaktor.
Men originale bidrag hører som sagt hjemme andetsteds, og nævnte studie er desuden heller ikke helt grydeklar. Lad os i stedet tale om jobansøgninger, idet jeg i dag var til samtale om et korttidsjob med en helt fyrstelig løn som intensivunderviser. Men er det overhovedet muligt for kreative typer at forberede sig på hvad de skal sige i sociale situationer som en anden platugle eller kræmmer?
Strukturer er noget der opstår af sig selv undervejs, og bagefter går man ikke rundt og reproducerer dem mekanisk, for det bliver snart endnu kedeligere end at reproducere tillærte strukturer - for af de sidste kunne man dog i det mindste lære noget nyt og noget andet end sit eget. Hvis man var digter, ville man således knap gide lære sine egne digte udenad - når galt skal være, så hellere de andres bedste digte. Men verdslig medgang, herunder jobsamtaler, handler mest om behændig udenadslære uden kræsenhed over for hverken sig selv eller andre.
Ligesom ved foredrag, hvor man dog er nødt til at forberede sig, er det dog mest et spørgsmål om at udvikle en rutine. Det samme gælder offentlig optræden af enhver art - der skal ikke mange gange til, før man er over det døde punkt, omtrent ligesom folk fra usle kår i øst og syd forbløffende hurtigt vænner sig til pludselig at være privilegerede og krævende. Den anden vej må derfor kunne gå lige så hurtigt - hvilket minder mig om hvad en kafé-ejer af kroatisk oprindelse fortalte om en fangeø i Adriaterhavet, hvor der ikke var andet end sten: Folk der engang havde været internerede der, var jordens behageligste mennesker. At komme ud igen var åbenbart som at vågne op i baronens seng - bortset fra at de netop ikke blev udstyret med magtbeføjelser og derfor aldrig blev forkælede.
Jerzy Einhorns selvbiografi fortæller forresten også om hvorledes den unge mand, der blev forskånet for det værste på grund af skæbne og tilfældighed, meget snart efter krigen udviklede en heldig og godt udseende ung mands selvbevidste nøkker og sorgløst hensynsløse tro på egen udvalgthed.
Kort sagt kunne man sikkert leve med socialiseringens robotprosa, når først man havde vænnet sig til formaliteterne uden at tage dem for andet end nødvendigt øregas. Sagen er nok, at så længe man står udenfor, betragter man dem på en gang med oprigtigt ringeagtende afsky og med en bondeagtigt overdreven frygt for de koder man ikke selv behersker. Omtrent ligesom rod og praktiske gøremål af lutter forsømmelighed kan vokse os over hovedet, hvis vi har det med at finde dem for uinteressante at spilde vor tid på og derfor ikke kan give dem den energi de dog kræver.
Ganske som ved vurdering af aktier og andre spekulationsværdier risikerer enhver art ubalance og mangel på proportion således også i det sociale liv at slå brat om i sin modsætning, idet overmod slår om i vantro opgivenhed. For det som vi forsømmer, kommer snart til at fremstå lige som det bjerg den stakkels Sisyfos skulle trille sten op ad til evig tid.
Så når man tænker på hvor megen inspireret opfindsomhed man dog har spildt på Balle-Lars i alle hånde aftapninger i tidens løb mod ringe eller ingen løn, så er sådan efterladenhed i verdslige anliggender i grunden for dum. 65.000 kr for en intensiv måned havde dog været en kærkommen afveksling. Om ikke andet kunne man tage det som en artistisk udfordring at komponere en gang ævl om hvorledes man ville bestride et bestemt job. Men læseplaner, ministerielle bekendtgørelser, pensumkrav, kompetancemål osv. slukker øjeblikkelig for enhver inspiration - især når man tænker på det hyppigste resultat af alle fine formularer og læringsplaner samt på bemeldte stands påfaldende kedsommelige prosa i deres fagblade og i dagspressen.
Det må være et hormonalt eller endda genetisk træk at nogle af os kun kan skrive, hvis vi får lov til at transponere det til en epifani - hvor anæmisk sidstnævnte måske end kan lyde, fordi det bringer mindelser om Det Danske Akademi eller jeg ved ikke hvad.
Well, hvad jobs angår kan vi fortælle, at nærværende lille oase trods al mulig diskretion herfra ingenlunde har bragt held i det professionelle liv, idet det kun bringer ulykke at anerkendes af de forkerte: For på det normale arbejdsmarked skræmmer den art excentriske meritter enhver langt væk. Og det uheldige er, at just uden for den akademiske verden med dens typografiske "publish or perish" tradition opdages virtuelle væresteder i vore dage straks, og det er hvad vi mener med at blive anerkendt af de forkerte. "De rigtige" med deres pokerface taler vi slet ikke om, for de ville alligevel intet indrømme, så det er kun godt at de indædt fastholder de trykte mediers elitære fortrin - som de rigtignok selv bidrager til at reducere til en trossag.
Facebook er på en måde et fremskridt i så henseende, idet man jo dér kun bliver læst af dem som man anser for at kunne tåle mosten - samtidig med at netop disse er nødt til at anerkende én, når først de har accepteret bekendtskabet. Man kunne tale om en art målrettet og derfor "smart" massekommunikation. Ha, hvem kunne have troet at man ville synke så dybt? Well, ja, men også her gælder, at når Gud og hvermand efterhånden er blevet "den nye overklasse", så er det pludselig mere interessant at være menig indianer med genuin folklore - for at vise de nyrige, at fuglens flugt ligger et helt andet sted end de tror.
De kunne dog så svare ud ud fra et praktisk synspunkt, at pointen i livet måske snarere ligger et helt andet sted end vort utopiske sted for epifanier. Og den sad - lige bortset fra at det netop er os selv der formulerer replikken på deres vegne. Ja, for hvis blot de selv kunne gennemskue at deres standsmæssige fortrin er af praktisk-social art og i øvrigt kun beviser lidet, så ville vi såmænd tage hatten af for deres overlegne realitetssans. For man bør altid anerkende folk på deres hjemmebane.
mandag den 6. juli 2009
lørdag den 13. juni 2009
DYKKERCERTIFIKAT TIL ARRESØ
Vor navnkundige blog "Modspil til mainstream" er genopstået fra dødsriget, renset for enhver mistanke om urigtigheder. Sagen er den at i vor tids vil enhver søgerobot opfatte virkeligt sprog som spam, mens spam præmieres på avisernes kultursider som litteratur. Robotterne opfører sig nemlig lige så statistisk fornuftigt som mennesker: Enhver afvigelse fra hvordan normale menneskeaber "overskrider grænser" i flok antages nemlig at være tegn på en defekt. Og eftersom ingen kan lide at blive holdt for defekte, bøjer også de fleste fornuftige mennesker sig for mønstret, selv mod bedre vidende. Og for omvendt at betale prisen skal man i en vis forstand også være lidt afvigende, hvorfor mistanken om en art gøren dyd af nødvendigheden vitterlig er ret fornuftig.
Imidlertid kan denne nødvendighed bestå i at man ligesom fordums jøder og negre eller som de meget vittige individualister bag fordums jerntæppe ikke gives andre valgmuligheder og derfor er nødt til at ophøje elendigheden til kunst, videnskab eller filosofi. Når det så bliver norm, sætter alle platuglerne fra Det Danske Akademi og omegn sig med karakteristisk klodsethed på det, men fuglens flugt kan de aldrig fange og er derfor nødt til at rose hinanden for deres fælles pinagtighed efter devisen "All the things you are (not)".
Nuvel; fremtidige indlæg vil efter en overgang med dobbelteksponering havne på min klassiske blog, mens nærværende blog vil være en reservemulighed, som spritbilister uheldigvis ikke gives i form af ekstra kørekort til weekendkørsel. En sjovere mulighed er at gøre en dyd af også denne mulighed og foretage en rollefordeling mellem de to blokke. Dette kan vi passende gøre nu.
Vi har ofte skrevet om plagiat og kopi. For at leve som vi lærer, og for at intet menneskeligt skal være os fremmed, vil vi derfor fremover lade nærværende blog plagiere vor oprindelige blog på dette punkt - således at denne af nød tvinges til at fornye sig: Ganske som vi selv så mange gange har måttet gøre i årenes løb, om end altid inden for vore dogme-agtige og nærmest karakterneurotiske begrænsninger, især i henseende til livets praktiske sider. Og ganske som når hyænerne tvinger løven til at nedlægge et nyt bytte som den forhåbentlig kan have i fred nogle timer.
To af Politikens skribenter har nu med en dags mellemrum brugt denne type figur: "Min lede ved NN, der kom på forsiden - NN altså-..." For nogle år siden bragte også jeg sammesteds følgende passage "En bog af Hans Hauge, der - bogen altså - nu i to år har ligget på gulvet i mit lille hjørne af Mælkevejen". Her ser I de to ting der kendetegner ægthed: Dels at originalen per definition altid er før kopierne; men dertil at den indeholder et overskud og en uforudsigelig "merværdi", som kopiernes uendelighed mangler. At vi selv mangler originalitet på alle de felter, hvor vi savner talent, siger sig selv og er ingen grund til skam. Det er selve respekten for distinktionen, som det er en skam at fornægte.
Nuvel, også ægte opdagelser gøres naturligvis tidsforskudt i hver generation, så man kan ikke bruge tidsfaktoren som ene argument - hvilket nok er en typisk skolelærerfejl: "Den tanke har været tænkt før!" Ja, de fleste helt nye tanker er endda spam - simpelt hen fordi der på ethvert spørgsmål kun er et eller nogle få (delvis) rigtige svar, men uendelig mange helt forkerte svar. Det er derfor at humaniora nok er behæftet med mange flere platugler end naturvidenskaberne - men modsat Stein Bagger er de kedsommelige, for de tror selv på illusionen. Hvorfor skulle de måske ellers få stipendier? Folk i de dér udvalg er sgu ikke idioter.
Kort sagt ville det være latterligt at udelukke at også dagspressens skribenter kan gøre deres små grammatiske refleksioner omkring tvetydigheden af visse konstruktioner. Men når to af dem gør det lige i rap, og helt uden berigelse, er det en dårlig reklame. Og når det ovenikøbet anden gang gøres af en skribent med talent, bliver man dog nysgerrig efter en anden forklaring.
Anden gang var det nemlig Bettina Heltberg, der i sin klumme skamroste Lars Trier Mogensen for hans "modige" kritik af kongehuset. Og hvis jeg husker rigtigt, var det selvsamme LTM, der dagen før havde betjent sig af nævnte lille hip-hop på stedet.
En mulig forklaring på et talents talentløse genbrug kunne være den, at den pensionsberettigede dame rettelig frygter den moderne klatrende middelklasses små kammeratlige bandetiltag og derfor ligesom vi selv gør en dyd af nødvendigheden: ved også sprogligt at fedte alt hvad hun kan for den forkælede yngling, som Tøger Seidenfadens forfængelighed åbenbart lige akkurat kan leve med, ihukommende devisen: det gode er det bedstes fjende. Nuvel, LTM har indrømmet helt andre kompetancer end vore egne, og vi har selv aldrig haft med ham at gøre, men sagen er denne: Mange chefer kan bedre anerkende folk med enten helt de samme eller også helt væsensforskellige talenter - men er man trods alt ikke mere fremmed end at man betjener sig af det samme sproglige instrument, så har vi misæren.
Hvordan kan vi nu vide at den pensionsberettigede dame fedter for LTM? Simpelt hen fordi hun er for velbegavet til at se noget modigt i at kritisere det kongehus, som også hun selv og hele Politikens Hus elsker at kritisere. Det er da højst muligt at de har ret, selv om det nu ikke ligefrem berettiger til Nobels fredspris - men der er absolut intet modigt i også i så henseende at kopiere hinanden. Originalitet kræver derimod mod - hvis der altså ikke snarere er tale om at gøre en dyd af nødvendigheden, herunder det uundgåelige eftersmæk efter nogen tids applaus - først frivillig ditto, ernæst ufrivillig.
Hvad kongehuset angår, er det bedste argument for at afskaffe det, at så kunne vi måske fremover slippe for at høre Politikens "modige", men uendelig triste kritik af nævnte menageri, akkompagneret af Den ugentlige Georg Metz, der nemlig tilsammen er lige så sprogligt opfindsom som Georg Gearløs og lige så modig som Politiken.
Se, så ville også de progressive aviser nemlig blive tvunget af nødvendigheden til at fornye sig på anden vis end ved hvert andet år at pensionere lovlig talentfulde folk af midlertidig "generøsitet" mod ufarlige unge klodsmajorer med dykkercertifikat til Arresø fra Forfatterskolen - og med aktualitetskravet som den kærkomne "nødvendighed" der tvinger dem til nævnte forudsigelige fornyelse, der tillige beviser chefredaktørens berettigelse....
Hvad visse aviser angår, har jeg det med dem som katolikerne med paven - han er muligvis noget anløben, men undvære ham kan de dog ikke, for det er ham der som Moses har antenneforbindelsen til den større verden. Og Paven behøver i det mindste ikke dykkercertifikat til Arresø, for han kan sågar gå på den ved lavvande.
Imidlertid kan denne nødvendighed bestå i at man ligesom fordums jøder og negre eller som de meget vittige individualister bag fordums jerntæppe ikke gives andre valgmuligheder og derfor er nødt til at ophøje elendigheden til kunst, videnskab eller filosofi. Når det så bliver norm, sætter alle platuglerne fra Det Danske Akademi og omegn sig med karakteristisk klodsethed på det, men fuglens flugt kan de aldrig fange og er derfor nødt til at rose hinanden for deres fælles pinagtighed efter devisen "All the things you are (not)".
Nuvel; fremtidige indlæg vil efter en overgang med dobbelteksponering havne på min klassiske blog, mens nærværende blog vil være en reservemulighed, som spritbilister uheldigvis ikke gives i form af ekstra kørekort til weekendkørsel. En sjovere mulighed er at gøre en dyd af også denne mulighed og foretage en rollefordeling mellem de to blokke. Dette kan vi passende gøre nu.
Vi har ofte skrevet om plagiat og kopi. For at leve som vi lærer, og for at intet menneskeligt skal være os fremmed, vil vi derfor fremover lade nærværende blog plagiere vor oprindelige blog på dette punkt - således at denne af nød tvinges til at fornye sig: Ganske som vi selv så mange gange har måttet gøre i årenes løb, om end altid inden for vore dogme-agtige og nærmest karakterneurotiske begrænsninger, især i henseende til livets praktiske sider. Og ganske som når hyænerne tvinger løven til at nedlægge et nyt bytte som den forhåbentlig kan have i fred nogle timer.
To af Politikens skribenter har nu med en dags mellemrum brugt denne type figur: "Min lede ved NN, der kom på forsiden - NN altså-..." For nogle år siden bragte også jeg sammesteds følgende passage "En bog af Hans Hauge, der - bogen altså - nu i to år har ligget på gulvet i mit lille hjørne af Mælkevejen". Her ser I de to ting der kendetegner ægthed: Dels at originalen per definition altid er før kopierne; men dertil at den indeholder et overskud og en uforudsigelig "merværdi", som kopiernes uendelighed mangler. At vi selv mangler originalitet på alle de felter, hvor vi savner talent, siger sig selv og er ingen grund til skam. Det er selve respekten for distinktionen, som det er en skam at fornægte.
Nuvel, også ægte opdagelser gøres naturligvis tidsforskudt i hver generation, så man kan ikke bruge tidsfaktoren som ene argument - hvilket nok er en typisk skolelærerfejl: "Den tanke har været tænkt før!" Ja, de fleste helt nye tanker er endda spam - simpelt hen fordi der på ethvert spørgsmål kun er et eller nogle få (delvis) rigtige svar, men uendelig mange helt forkerte svar. Det er derfor at humaniora nok er behæftet med mange flere platugler end naturvidenskaberne - men modsat Stein Bagger er de kedsommelige, for de tror selv på illusionen. Hvorfor skulle de måske ellers få stipendier? Folk i de dér udvalg er sgu ikke idioter.
Kort sagt ville det være latterligt at udelukke at også dagspressens skribenter kan gøre deres små grammatiske refleksioner omkring tvetydigheden af visse konstruktioner. Men når to af dem gør det lige i rap, og helt uden berigelse, er det en dårlig reklame. Og når det ovenikøbet anden gang gøres af en skribent med talent, bliver man dog nysgerrig efter en anden forklaring.
Anden gang var det nemlig Bettina Heltberg, der i sin klumme skamroste Lars Trier Mogensen for hans "modige" kritik af kongehuset. Og hvis jeg husker rigtigt, var det selvsamme LTM, der dagen før havde betjent sig af nævnte lille hip-hop på stedet.
En mulig forklaring på et talents talentløse genbrug kunne være den, at den pensionsberettigede dame rettelig frygter den moderne klatrende middelklasses små kammeratlige bandetiltag og derfor ligesom vi selv gør en dyd af nødvendigheden: ved også sprogligt at fedte alt hvad hun kan for den forkælede yngling, som Tøger Seidenfadens forfængelighed åbenbart lige akkurat kan leve med, ihukommende devisen: det gode er det bedstes fjende. Nuvel, LTM har indrømmet helt andre kompetancer end vore egne, og vi har selv aldrig haft med ham at gøre, men sagen er denne: Mange chefer kan bedre anerkende folk med enten helt de samme eller også helt væsensforskellige talenter - men er man trods alt ikke mere fremmed end at man betjener sig af det samme sproglige instrument, så har vi misæren.
Hvordan kan vi nu vide at den pensionsberettigede dame fedter for LTM? Simpelt hen fordi hun er for velbegavet til at se noget modigt i at kritisere det kongehus, som også hun selv og hele Politikens Hus elsker at kritisere. Det er da højst muligt at de har ret, selv om det nu ikke ligefrem berettiger til Nobels fredspris - men der er absolut intet modigt i også i så henseende at kopiere hinanden. Originalitet kræver derimod mod - hvis der altså ikke snarere er tale om at gøre en dyd af nødvendigheden, herunder det uundgåelige eftersmæk efter nogen tids applaus - først frivillig ditto, ernæst ufrivillig.
Hvad kongehuset angår, er det bedste argument for at afskaffe det, at så kunne vi måske fremover slippe for at høre Politikens "modige", men uendelig triste kritik af nævnte menageri, akkompagneret af Den ugentlige Georg Metz, der nemlig tilsammen er lige så sprogligt opfindsom som Georg Gearløs og lige så modig som Politiken.
Se, så ville også de progressive aviser nemlig blive tvunget af nødvendigheden til at fornye sig på anden vis end ved hvert andet år at pensionere lovlig talentfulde folk af midlertidig "generøsitet" mod ufarlige unge klodsmajorer med dykkercertifikat til Arresø fra Forfatterskolen - og med aktualitetskravet som den kærkomne "nødvendighed" der tvinger dem til nævnte forudsigelige fornyelse, der tillige beviser chefredaktørens berettigelse....
Hvad visse aviser angår, har jeg det med dem som katolikerne med paven - han er muligvis noget anløben, men undvære ham kan de dog ikke, for det er ham der som Moses har antenneforbindelsen til den større verden. Og Paven behøver i det mindste ikke dykkercertifikat til Arresø, for han kan sågar gå på den ved lavvande.
mandag den 8. juni 2009
REJSEN TIL DE VISES STEN…
Visdom er oftest bagklogskab, opnået gennem livets sløjfer og digressioner; og også denne erkendelse er blot bagklogskab. Desværre er al bagklogskab måske ikke uden videre visdom – og dog: Hvorfor egentlig ikke? På analog vis hedder det da ellers at man ikke kan blive fagidiot, hvis man ikke er idiot først. Men måske er denne sidste påstand blot idioternes snedige måde at beskytte deres titel på, siden ingen lovgivning åbenbart gider forsvare deres sag. Ellers kunne det let gå som med de teologer der overhales indenom af dilletanterne fra pastoralseminariet, og de gammeldags lærde doktorer der overhales indenom af moderne Ph.d.- folk.
Men nævnte forsvar er i så fald slet ikke så tosset tænkt af idioterne, considering the circumstances: For så snart en hidtil ringeagtet afvigelse pludselig tager sig uopnåelig og eksklusiv ud, bliver den betragtet som attraktiv med akkurat den samme mangel på selvkritik som dengang man ringeagtede den – og så vil Gud og hver mand for enhver pris kunne føje også dette træk til deres umættelige cv, om de så skulle tabe den sidste rest af charme undervejs. Og pensionsrettighederne? Åh-nej, tal venligst slet ikke om dem, for så bliver vi almindelige idioter da først rigtigt grønne af jalousi.
”Men apropos farver: Sig os, hvorfor er jalousien mon altid grøn?” Ha, elementært, kære Watson: Det er nemlig af nøjagtigt samme grund som hvorfor den røde tråd altid er rød. Men hvorfor lige den tråd tillige er så vigtig at følge – se det ville være et anderledes svært spørgsmål at stille. Men vor overskrift forpligter os ikke desto mindre til at besvare det, nu troldens navn er blevet nævnt – hvis I ellers kan lade være med at distrahere os yderligere...
Hør her: Jeg læser næsten aldrig længere erklæret højkulturelle magasiner. Ja, selv læsning af de allerlødigste blade forbliver stadig oftere ved pligtskyldigt rituelle tilløb, uagtet egne jeremiader over gratisavisernes niveau. For når intellektuel formstøbthed indbilder sig at være den højeste individualitet, når korpsånd uden hverken grænser eller læger tror at være progressiv, og når klubagtig protektionisme indbilder sig at være på engang ubetaleligt provokerende og aristokratisk guldalder på kongelige marmorgulve i antik Danish Design – så får jeg fysisk ildebefindende. Kort sagt: ”Jeg vil ikke!” – som jeg angiveligt skreg til præsten, da han i sin tid puritansk forsøgte at døbe mig i iskoldt H2O uden først at spørge, om jeg var på vandvognen.
Nå, det sidste var et sidespring – men det mente præsten nu ellers ikke. Men hvad mit syndrom angår, så er det nok af lignende grunde at store digtere ude i byen altid sidder og læser Ekstra Bladet – når lige undtages anmeldelser af deres egne udgivelser. Men også dette er nu under forandring, for i dag vil vi alle være alt, og derfor skal nu også digterne udtale sig pinligt ædrueligt om samfundet og verdenssituationen i årlige højtidelige essaysamlinger – begåede efter den sædvanlige glædesløse klippe-klistre metode, som et eller andet internationalt måle-indeks tvangsindlægger hele generationer til at bruge deres ungdom på, af hensyn til verdenssituationen og fremskridtet.
Men bevares: Hvis alternativet i praksis er hærværk og terrorisme, så er det indrømmet det mindste af to onder – akkurat ligesom anbringelse af børn i Folkeskolen, trods alle komiske erklæringer om læringsprocesser og udviklingsaftaler.
Nå, vi gør efterhånden så mange sidespring, at det må kaldes vort komponerende princip – og så kan de jo ikke længere kan kaldes sidespring. Hvem ved, ender det måske endda med at en lovende mønsterelev vil forelæse om vor ”metode” med samme art kærlighed som den hvormed insektsamlerne altid først kvæler deres studieobjekt med æter.
Men altså, når man som vi pines ved det erklæret højlødige, sker det til gengæld at man ramler over noget uventet sjovt. Således er det f.eks. sjovt at tænke på, at hvad der end måtte stå i ”Illustreret Videnskab”, så vil mange højkulturelle mennesker stædigt insistere på, at det er under niveau i forhold til visse internationale magasiner – som de dog aldrig læser: Med andre ord kan der ikke tænkes nogen situation, hvor disse folk ville gøre indrømmelser til sådant et blad. Det forholder sig nemlig her, ligesom det i henhold til filosoffen Popper forholder sig med religion: Ingen tænkelig situation kan få de troende til at indrømme at de tog fejl.
Bortset fra at sådan standhaftighed også kendetegner bekendende ateister, så er den et rent overlevelsestrick og derfor hinsides terapeutisk rækkevidde. Lad derfor også dette sidespring ligge, så vi kan indrømme, at det nu slet ikke var ”Illustreret Videnskab” jeg ville snakke om. Nej, jeg kom på en svensk jernbanestation til at købe et amerikansk magasin med psykologi som månedens tema. Dér læste jeg, at kvinder oftest foretrække morsomme mænd, også selv om de holder dem for knap så kløgtige som deres mere alvorlige medbejlere. Det lyder godt, men så snart vi gør humoren til en veldefineret og formstøbt rubrik, bliver også den ligesom alt det guldrandede afsporet til en træls kamp om hvem der skal ”få lov”.
Under mine eksperimenter i folkeskolen har det ofte slået mig, at de dygtige og ambitiøse nok kan være både spidse, ironiske og sarkastiske, men næsten aldrig morsomme. Men det kan nogle af de umulige: En erklæret rod havde således for vane at forstyrre i mine tysktimer hellere end at deltage i sin egen klasseundervisning – hvilket jeg i øvrigt tog som en anerkendelse, når jeg nu alligevel ikke magtede at smide ham ud. Da jeg bad mine egne elever om at finde nogle henholdsvise positive og negative tillægsord på tysk – brød nævnte dreng ind som en shakespeare’sk nar, med følgende replik: ”Hvis en cykel er gammel, er det en positiv egenskab, for så gider ingen stjæle den. Og hvis en pige er grim, er det et positivt træk, for så bliver hun ikke voldtaget”. Det var sgu lige før at jeg bad om hans autograf, men desværre var jeg ikke hans lærer og kunne derfor ikke honorere ham med et velfortjent 13 tal samt dispensation for fortsat skolegang.
Knægten boede sammen med sin far der var langturschauffør og følgelig sjældent hjemme – og da kun i uskyldigt snorksovende tilstand. Kort sagt fik knægten lov at gå i fred i en formelig Rousseau’sk naturtilstand hinsides alle læringsstrategier og udviklingsaftaler. Men hvis nu han havde været skolens idol, ville han snart være blevet ødelagt og hans kunst smadret til ren kliché. For knægten havde nemlig endnu mere ret end han selv vidste: For det er bedre at gå undervurderet i fred end at blive beundret, ødelagt – og til sidst usurperet af en flok kopister.
Men ikke nok med det. Faktisk genopfandt knægten uden at vide det Bertrand Russells såkaldte typeteori. Denne skelner mellem logisk trinforskellige niveauer, der kun for sjov må sammenblandes eller sidestilles: Således er menneskeheden ikke selv et menneske og er derfor hverken ond eller god – for ond eller god kan kun det enkelte menneske være. Omvendt kan det enkelte menneske ikke være talrigt – for talrig kan kun menneskeheden være.
Hvad knægten gjorde, inspireret af lutter kedsomhed, var altså at fange et højere logisk niveau hvor nogle negative træk pludselig bliver positive, og de tilsvarende positive egenskaber omvendt bliver negative – for dernæst at behandle det høje niveau på linie med det lavere som dettes negation. Helt alvorligt ment ville det jo være vås – men et livsklogt paradoks er det, med humorens umiskendelige flerdimensionalitet hinsides ærens snævre trædemølle. Og langt mere interessant end den mønsterelev, som derhjemme har hørt om Bertrand Russell og straks ”mener” et eller andet alvorligt om hans ”teori” – og som derfor partout skal belønnes ved at blive sendt på en eliteskole, hvor han kan slippe for fremover at skulle distraheres af langturschaufførens og tømrersvendens afkom.
For hvad nu hvis vort eksempel slet ikke var nogen undtagelse, men tværtimod illustrerede reglen? Hvad nu hvis vejen til visdommen og bagklogskaben næsten altid går via digressionernes kratskov – simpelt hen grundet verdens, livets og sindets kompleksitet?
Men nævnte forsvar er i så fald slet ikke så tosset tænkt af idioterne, considering the circumstances: For så snart en hidtil ringeagtet afvigelse pludselig tager sig uopnåelig og eksklusiv ud, bliver den betragtet som attraktiv med akkurat den samme mangel på selvkritik som dengang man ringeagtede den – og så vil Gud og hver mand for enhver pris kunne føje også dette træk til deres umættelige cv, om de så skulle tabe den sidste rest af charme undervejs. Og pensionsrettighederne? Åh-nej, tal venligst slet ikke om dem, for så bliver vi almindelige idioter da først rigtigt grønne af jalousi.
”Men apropos farver: Sig os, hvorfor er jalousien mon altid grøn?” Ha, elementært, kære Watson: Det er nemlig af nøjagtigt samme grund som hvorfor den røde tråd altid er rød. Men hvorfor lige den tråd tillige er så vigtig at følge – se det ville være et anderledes svært spørgsmål at stille. Men vor overskrift forpligter os ikke desto mindre til at besvare det, nu troldens navn er blevet nævnt – hvis I ellers kan lade være med at distrahere os yderligere...
Hør her: Jeg læser næsten aldrig længere erklæret højkulturelle magasiner. Ja, selv læsning af de allerlødigste blade forbliver stadig oftere ved pligtskyldigt rituelle tilløb, uagtet egne jeremiader over gratisavisernes niveau. For når intellektuel formstøbthed indbilder sig at være den højeste individualitet, når korpsånd uden hverken grænser eller læger tror at være progressiv, og når klubagtig protektionisme indbilder sig at være på engang ubetaleligt provokerende og aristokratisk guldalder på kongelige marmorgulve i antik Danish Design – så får jeg fysisk ildebefindende. Kort sagt: ”Jeg vil ikke!” – som jeg angiveligt skreg til præsten, da han i sin tid puritansk forsøgte at døbe mig i iskoldt H2O uden først at spørge, om jeg var på vandvognen.
Nå, det sidste var et sidespring – men det mente præsten nu ellers ikke. Men hvad mit syndrom angår, så er det nok af lignende grunde at store digtere ude i byen altid sidder og læser Ekstra Bladet – når lige undtages anmeldelser af deres egne udgivelser. Men også dette er nu under forandring, for i dag vil vi alle være alt, og derfor skal nu også digterne udtale sig pinligt ædrueligt om samfundet og verdenssituationen i årlige højtidelige essaysamlinger – begåede efter den sædvanlige glædesløse klippe-klistre metode, som et eller andet internationalt måle-indeks tvangsindlægger hele generationer til at bruge deres ungdom på, af hensyn til verdenssituationen og fremskridtet.
Men bevares: Hvis alternativet i praksis er hærværk og terrorisme, så er det indrømmet det mindste af to onder – akkurat ligesom anbringelse af børn i Folkeskolen, trods alle komiske erklæringer om læringsprocesser og udviklingsaftaler.
Nå, vi gør efterhånden så mange sidespring, at det må kaldes vort komponerende princip – og så kan de jo ikke længere kan kaldes sidespring. Hvem ved, ender det måske endda med at en lovende mønsterelev vil forelæse om vor ”metode” med samme art kærlighed som den hvormed insektsamlerne altid først kvæler deres studieobjekt med æter.
Men altså, når man som vi pines ved det erklæret højlødige, sker det til gengæld at man ramler over noget uventet sjovt. Således er det f.eks. sjovt at tænke på, at hvad der end måtte stå i ”Illustreret Videnskab”, så vil mange højkulturelle mennesker stædigt insistere på, at det er under niveau i forhold til visse internationale magasiner – som de dog aldrig læser: Med andre ord kan der ikke tænkes nogen situation, hvor disse folk ville gøre indrømmelser til sådant et blad. Det forholder sig nemlig her, ligesom det i henhold til filosoffen Popper forholder sig med religion: Ingen tænkelig situation kan få de troende til at indrømme at de tog fejl.
Bortset fra at sådan standhaftighed også kendetegner bekendende ateister, så er den et rent overlevelsestrick og derfor hinsides terapeutisk rækkevidde. Lad derfor også dette sidespring ligge, så vi kan indrømme, at det nu slet ikke var ”Illustreret Videnskab” jeg ville snakke om. Nej, jeg kom på en svensk jernbanestation til at købe et amerikansk magasin med psykologi som månedens tema. Dér læste jeg, at kvinder oftest foretrække morsomme mænd, også selv om de holder dem for knap så kløgtige som deres mere alvorlige medbejlere. Det lyder godt, men så snart vi gør humoren til en veldefineret og formstøbt rubrik, bliver også den ligesom alt det guldrandede afsporet til en træls kamp om hvem der skal ”få lov”.
Under mine eksperimenter i folkeskolen har det ofte slået mig, at de dygtige og ambitiøse nok kan være både spidse, ironiske og sarkastiske, men næsten aldrig morsomme. Men det kan nogle af de umulige: En erklæret rod havde således for vane at forstyrre i mine tysktimer hellere end at deltage i sin egen klasseundervisning – hvilket jeg i øvrigt tog som en anerkendelse, når jeg nu alligevel ikke magtede at smide ham ud. Da jeg bad mine egne elever om at finde nogle henholdsvise positive og negative tillægsord på tysk – brød nævnte dreng ind som en shakespeare’sk nar, med følgende replik: ”Hvis en cykel er gammel, er det en positiv egenskab, for så gider ingen stjæle den. Og hvis en pige er grim, er det et positivt træk, for så bliver hun ikke voldtaget”. Det var sgu lige før at jeg bad om hans autograf, men desværre var jeg ikke hans lærer og kunne derfor ikke honorere ham med et velfortjent 13 tal samt dispensation for fortsat skolegang.
Knægten boede sammen med sin far der var langturschauffør og følgelig sjældent hjemme – og da kun i uskyldigt snorksovende tilstand. Kort sagt fik knægten lov at gå i fred i en formelig Rousseau’sk naturtilstand hinsides alle læringsstrategier og udviklingsaftaler. Men hvis nu han havde været skolens idol, ville han snart være blevet ødelagt og hans kunst smadret til ren kliché. For knægten havde nemlig endnu mere ret end han selv vidste: For det er bedre at gå undervurderet i fred end at blive beundret, ødelagt – og til sidst usurperet af en flok kopister.
Men ikke nok med det. Faktisk genopfandt knægten uden at vide det Bertrand Russells såkaldte typeteori. Denne skelner mellem logisk trinforskellige niveauer, der kun for sjov må sammenblandes eller sidestilles: Således er menneskeheden ikke selv et menneske og er derfor hverken ond eller god – for ond eller god kan kun det enkelte menneske være. Omvendt kan det enkelte menneske ikke være talrigt – for talrig kan kun menneskeheden være.
Hvad knægten gjorde, inspireret af lutter kedsomhed, var altså at fange et højere logisk niveau hvor nogle negative træk pludselig bliver positive, og de tilsvarende positive egenskaber omvendt bliver negative – for dernæst at behandle det høje niveau på linie med det lavere som dettes negation. Helt alvorligt ment ville det jo være vås – men et livsklogt paradoks er det, med humorens umiskendelige flerdimensionalitet hinsides ærens snævre trædemølle. Og langt mere interessant end den mønsterelev, som derhjemme har hørt om Bertrand Russell og straks ”mener” et eller andet alvorligt om hans ”teori” – og som derfor partout skal belønnes ved at blive sendt på en eliteskole, hvor han kan slippe for fremover at skulle distraheres af langturschaufførens og tømrersvendens afkom.
For hvad nu hvis vort eksempel slet ikke var nogen undtagelse, men tværtimod illustrerede reglen? Hvad nu hvis vejen til visdommen og bagklogskaben næsten altid går via digressionernes kratskov – simpelt hen grundet verdens, livets og sindets kompleksitet?
torsdag den 28. maj 2009
EN PIKANT LITTERÆR KORRESPONDANCE
Kære Thomas Bredsdorff
Du tilsendes hermed som første uafhængige opmand indsyn i vedlagte replik til Politikens debat, som nemlig næppe vil blive bragt:
”LIVET ER SMUKT…”Lektor Ph.D. Mikkel Zangenberg angreb forleden på misundelsesværdig spalteplads forhenværende forlagsredaktør Torben Madsens charmerende klummer og frakendte både dem og deres ophavsmand al ære og værdighed – i et kækt kulturdrengesprog, typisk for dem der i solidarisk flok fra magtens søde bagland ynder at give den som tapre krigere – og altid på bekostning af folk der som Madsen ikke beklæder en magtposition i finkulturens henrivende legetøjsverden. Zangenbergs litterære klubdrenge vil sikkert i kantinen skamrose hans ”elegante vid”, fordi det i unik grad ligner hvad de selv ville kunne præstere.
Zangenbergs vrede har som alibi at Torben Madsen skriver, at folk der ikke kan læse poesi, slet ikke kan læse. Personlig bliver jeg nu ikke spor stødt, selv om jeg er ret tonedøv udi i moderne lyrik – så lidt som når min bilmekaniker rettelig beskylder mig for at være upraktisk. Nej, vredens virkelige grund fremgår af Torben Madsens seneste klumme: For her beskylder han Zangenberg for i sine anmeldelser at fedte og lefle savlende for sakrosankte folk som Søren Ulrik Thomsen – der også for mig at se blæser sig op til stor tænker og ditto samfundsdebattør, blot fordi han har skrevet nogle smukke digte, hvis medgang ulykkeligvis gav ham smag for at forbrødre sig med magtens fedme.
Heri er lektor Ph.D. Zangenberg således ingenlunde alene, for hele kulturlivet er inficeret af denne pest hvor veldresserede kulturdrenge emsigt mænger sig med tidens Machiavelli-figurer – som i sin tur ligeledes typisk er kommet frem ved fra dag ét at betale ”beskyttelsespenge” til alt hvad der kunne krybe og gå af standspersoner i riget – det være nu officielle oprørere, vilde malere eller agtværdige professorer.
Når lektor Ph.D. Zangenberg håner Torben Madsen så endimensionalt, ligner det et håbefuldt titeldyrs selvmål: For den samme Madsen roses af alle vore forfattere som en gudsbenådet, på engang loyal og ubestikkelig læser. Også Madsens befriende klummer rummer både selvudlevering, sødme og mangfoldighed hinsides honette litteraters håbløse forsøg på at give den som vittige hunde, fordi de notorisk forveksler humor med studentikos perfidi. Til sidst for en god ordens skyld: Jeg kender hverken Madsen eller Zangenberg personligt, så glem al spekulation i taktik, alliancer, hævn eller taknemmelighedsgæld.
SVAR FRA Professor BREDSDORFF:
Kære Henrik BandakTak for smugkigget på dit læserbrev. Jeg svarer mest for at du skal vide at din mail er nået frem. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg derudover skal svare, da jeg ikke rigtig ved hvad du spørger om. Med mindre det er om jeg er enig i det du skriver i emnelinjen. Det er jeg: livet er smukt. De bedste hilsner Thomas Bredsdorff
Kære Thomas Bredsdorff
Tak for svar, for det handler ganske rigtigt om andres medviden. Livet i maj er også for mig noget håbefuldt og smukt. Ja, omsider har jeg endda opnået at blive betalt for det jeg er bedst til, hvilket end ikke Don Quijote opnåede: at kæmpe mod vindmøller – på vegne af nogle bekymrede svenske fugle – der lige som Vorherre må opfindes, hvis de nægter at åbenbare sig.Jo, livet er heldigvis så praktisk skabt, at det selv synes at det er smukt. Ellers foretrækker jeg tragiske film og litteratur, fordi jeg finder dem smukke at overvære på sublimeringens afstand.
På samme vis kan man sige at skønt de udspekulerede banaliteter i den uhelbredelige normalitets regi, som jeg studerer med pytagoræisk dybde, i sig selv er grimme, så kan tekster derom på mystisk vis være ophøjet smukke. Når intrigante typer derimod indforstået skriver om ligesindedes skurkestreger, er det derimod altid træls læsning, fordi det lugter langt væk af ”forbrydelsens element” og ”krage søger mage” - for ikke at sige: "Gid det var mig...". Richard III’s skurkemonologer opleves derimod som smukke, fordi de er filtreret gennem Shakespeares skrækblandede og skønne sind.Når ridder Tøger elsker at bruge ordet ”uskøn”, er det derimod kun komisk: For selv om den travle mand næppe aner det selv, er det et ord, som fars førstefødte har hørt ude i byen og siden med henrykt forkærlighed bruger som besværgende og besmykkende amulet mod den grimhed som den ædle mand undertiden bekvemt lader andre eksekvere. Herunder min endelige exit fra Rådhuspladsen trods voldsomme kollegiale protester...
Men når også lektor Ph.D. Zangenberg i sit ovenfor omhandlede personangreb på Torben Madsen ligeledes bruger ordet ”uskøn”, har han det i sin tur fra Tøger og overtager det ikke så meget af fantasiløs læggen sig i hælene på den store mand, som i den halvt ubevidste hensigt at lefle for Tøger: just ud fra sin instinktive fornemmelse for, at det smigrer folk at man ønsker at ligne dem.
Da selv samme lektor Ph.D. Zangenberg en anden gang skrev ”Min redaktør på Politiken er fantastisk - og det skriver jeg ikke for at smigre”, var også det komisk: Dels fordi smiger jo just precis var den eneste mulige grund, al den stund læserne ikke fik nogen fornuftig forklaring af det ”fantastiske”. Men især fordi det fantastiske åbenbart blot bestod i, at den unge mand af det store hus havde fået lov til alt hvad han ville, og derfor tillige havde fået råd til at stifte familie:
For klaveret på Rådhuspladsen spiller åbenbart ganske ligesom i Palermo. Åhja - for nævnte smukke biologiske trick er jante-flokkens urgamle og ufejlbarlige våben mod hin enkelte. At dette geniale kollektive stød under bæltestedet indirekte også går ud over deres egne efterkommere, skænker de derimod per definition ikke en tanke - for i så fald ville de jo have været nogle ganske andre typer og opført sig helt anderledes.Nuvel, et smukt lille sidespring er ikke altid under bæltestedet, så vi fortsætter hvor vi slap. I sin bundnormale ubevidsthed ænsede den fantastiske "Doktor Phill" Zangenberg (der desværre ikke rimer spor på ”Stangerup”, hverken fonetisk eller i virkeligheden) naturligvis ikke, at hans lykke i Palermo var på bekostning af andre, der måske oplevede det som knap så fantastisk – hvortil nemlig skal føjes, at Arkimedes' berømte lov undertiden er værd at have i erindring, når brave borgeres generøsitet skal forklares: Således er det da også netop kun i ufrivillig medfør af nævnte lov, at jeg her generøst tilskriver den dygtige unge mand samme vægt som mig selv: For billedets bord fanger.
Smukt ville det derimod være hvis mennesker i lykkens stund mindede deres overordnede om samtidig at huske på ret og rimelighed. Men det gør bundnormale folk aldrig – ikke grundet ond vilje, som er en upraktisk overdrivelse, men for at smøre deres smukke små illusioner med alle kærkomne midler.Smukt er til gengæld hvad sublimeringen får ud af hele dette forudsigelige morads, der strækker sig med uforlignelig uforanderlighed årtusinder tilbage. Således ville det være smukt, hvis vi to kunne få Johannes Riiis fra Det Store Forlag til at udgive vor brevveksling, gerne løbende i form af et årligt bind egnet til julegave.
Den brave mand skulle endda få lov til selv at skrive forordet, da jeg jo udtrykkeligt betinger mig at det ikke må være hr. Stjernfelt eller nogen af hans benovede lærlinge fra det herostratisk berømte Hedeselskab: Hvad sproglig korrekthed angår, har Jørn Lund lovet at give en hjælpende hånd, så jeg ser slet ingen grund til betænkeligheder, sprogligt eller ”otherwise”. Kort sagt, jeg foreslog altså i et anfald af handlekraft, foranlediget af dit svar, Johannes Riiis nævnte bogprojekt, for litterære sammensværgelser er en de smukkeste ting i livet. Men han afviste ideen med følgende ærlige begrundelse:
Kære Mr. Bandak”Personligt kan jeg på bunden ikke døje folk der fremturer med noget så anmassende som ”personlighed” – med mindre de tillige har en etableret status, hvis afsmittende og afstivende virkning jeg kan bruge ved fælles optræden under iagttagelse af urbane former. Aller tryggest befinder jeg mig derfor, når en rapkæftet og halvbegavet gadedreng af mig ophøjes og opblæses til en uomgængelig og sakrosankt provokatør af folket, som offentligheden instinktivt gennemskuer bag deres umiddelbare forgudelse af berømmelsens genstand – og netop derfor sluger råt. Deres forslag om at udgive Deres ”litterære brevveksling” med professor Bredsdorff strander derimod på to ting: For det første er kun den ene part tilstrækkeligt etableret til at gøre et sådant forehavende vedkommende og aktuelt for andre end Dem selv; og for det andet gør just denne part sig rettelig kun ringe umage i denne sag – hvilket ingen kan fortænke ham i, idet lige børn leger bedst.
Det vil nemlig altid være sådan, at når en mindre etableret med umoden mangel på beherskelse retter henvendelse til en mere etableret, må sidstnævnte med rette opleve det som den svages anmassende forsøg på at suge sig anglende fast på et mere bæredygtigt vehikel. Dette påtvungne makkerskab opleves derfor lige så belastende og uskønt for den stærke part, som det forekommer attraktivt for den svage part.Da der således "in the first place" er tale om en upassende mangel på situationsfornemmelse fra Deres side, ville det kun have været ret og rimeligt, hvis Deres henvendelse til professor Bredsdorff var forblevet ubesvaret.
Fornemt er derfor det beherskede og værdige svar som De på ubehagelig vis har afpresset den alt for sagtmodige Bredsdorff. Ja, det er ligefrem smukt – men som De jo selv så udmærket har erkendt med Deres erklærede forkærlighed for tragiske sujetter, så yder man nu engang sjældent det smukke retfærdighed ved at overføre det ligefremt og uformidlet på tryk.Med det grimme er det derimod en helt anden sag.
For uanset hvilke grovheder en landsberømt stor forfatter måtte udgive, når en bagatel undtagelsesvis går den forkælede mand imod, så vil alle pæne mennesker være enige om at det hursomhelst er hylende morsomt og velskrevent - ja, måske endda så morsomt og velskrevent at det ligner noget de selv kunne have begået. Men uanset hvor rammende og morsomt en beskrivelse af verdens gang, som en uindbudt endsige en skadelidende måtte begå - så vil alle omvendt være enige om, at det er både under bæltestedet, uskønt navlebeskuende - og tillige ødelæggende for den pågældendes karriere i henhold til en naturlov, der åbenbart er lige så urokkelig som den græske skæbne og derfor slet intet har at gøre med nævnte brave og derfor velmenende borgere. Og spor morsomt er det åbenbart heller ikke: For "We are not amused..."
Tillad mig derfor sluttelig at videregive Dem det råd som komponisten Ravel angiveligt skal have givet den unge Gershwin, da denne engang på lignende vis rettede henvendelse til ham i håb om at få ham som sin personlige lærer: ”Det ville nok være en rigtigt dårlig idé, Mr.Gershwin, for derved ville De måske blot ende som en dårlig Ravel – i stedet for en god Gershwin.”
Kort sagt, bliv ved Deres læst, Mr. Bandak, og drøm herefter ikke om anden skønhed end den som De selv frembringer ved Deres forædlende transformationer af livets genvordigheder – noget som både de gamle alkymister og baronesse Blixen jo rigeligt har gjort os opmærksomme på. Og i stedet for at drømme den umiskendelige normalitets blødagtige og flove drømme om bekvemme alliancer burde De kende Dem selv godt nok til at vide, at ørne stiger bedst og smukkest i modvind.
De har således nu fået al ønskelig modvind, som De passende kan bruge som inspiration til Deres berømte blog – hvis skarpsynede læsere i øvrigt ville blive fornærmede, hvis de fik at vide at De åbenbart hverken tror på Dem selv eller på Deres trofaste læserkreds, men insisterer på at betragte førstnævnte som en stakkel – og sidstnævnte som et spartansk surrogat for Jørn Lund, Thomas Bredsdorff, mig selv – og Ravel.Hvilket for resten rimer smukt på: ”Farvel”
Med venlig hilsen Johannes Riiis
Det Store Forlag
Du tilsendes hermed som første uafhængige opmand indsyn i vedlagte replik til Politikens debat, som nemlig næppe vil blive bragt:
”LIVET ER SMUKT…”Lektor Ph.D. Mikkel Zangenberg angreb forleden på misundelsesværdig spalteplads forhenværende forlagsredaktør Torben Madsens charmerende klummer og frakendte både dem og deres ophavsmand al ære og værdighed – i et kækt kulturdrengesprog, typisk for dem der i solidarisk flok fra magtens søde bagland ynder at give den som tapre krigere – og altid på bekostning af folk der som Madsen ikke beklæder en magtposition i finkulturens henrivende legetøjsverden. Zangenbergs litterære klubdrenge vil sikkert i kantinen skamrose hans ”elegante vid”, fordi det i unik grad ligner hvad de selv ville kunne præstere.
Zangenbergs vrede har som alibi at Torben Madsen skriver, at folk der ikke kan læse poesi, slet ikke kan læse. Personlig bliver jeg nu ikke spor stødt, selv om jeg er ret tonedøv udi i moderne lyrik – så lidt som når min bilmekaniker rettelig beskylder mig for at være upraktisk. Nej, vredens virkelige grund fremgår af Torben Madsens seneste klumme: For her beskylder han Zangenberg for i sine anmeldelser at fedte og lefle savlende for sakrosankte folk som Søren Ulrik Thomsen – der også for mig at se blæser sig op til stor tænker og ditto samfundsdebattør, blot fordi han har skrevet nogle smukke digte, hvis medgang ulykkeligvis gav ham smag for at forbrødre sig med magtens fedme.
Heri er lektor Ph.D. Zangenberg således ingenlunde alene, for hele kulturlivet er inficeret af denne pest hvor veldresserede kulturdrenge emsigt mænger sig med tidens Machiavelli-figurer – som i sin tur ligeledes typisk er kommet frem ved fra dag ét at betale ”beskyttelsespenge” til alt hvad der kunne krybe og gå af standspersoner i riget – det være nu officielle oprørere, vilde malere eller agtværdige professorer.
Når lektor Ph.D. Zangenberg håner Torben Madsen så endimensionalt, ligner det et håbefuldt titeldyrs selvmål: For den samme Madsen roses af alle vore forfattere som en gudsbenådet, på engang loyal og ubestikkelig læser. Også Madsens befriende klummer rummer både selvudlevering, sødme og mangfoldighed hinsides honette litteraters håbløse forsøg på at give den som vittige hunde, fordi de notorisk forveksler humor med studentikos perfidi. Til sidst for en god ordens skyld: Jeg kender hverken Madsen eller Zangenberg personligt, så glem al spekulation i taktik, alliancer, hævn eller taknemmelighedsgæld.
SVAR FRA Professor BREDSDORFF:
Kære Henrik BandakTak for smugkigget på dit læserbrev. Jeg svarer mest for at du skal vide at din mail er nået frem. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg derudover skal svare, da jeg ikke rigtig ved hvad du spørger om. Med mindre det er om jeg er enig i det du skriver i emnelinjen. Det er jeg: livet er smukt. De bedste hilsner Thomas Bredsdorff
Kære Thomas Bredsdorff
Tak for svar, for det handler ganske rigtigt om andres medviden. Livet i maj er også for mig noget håbefuldt og smukt. Ja, omsider har jeg endda opnået at blive betalt for det jeg er bedst til, hvilket end ikke Don Quijote opnåede: at kæmpe mod vindmøller – på vegne af nogle bekymrede svenske fugle – der lige som Vorherre må opfindes, hvis de nægter at åbenbare sig.Jo, livet er heldigvis så praktisk skabt, at det selv synes at det er smukt. Ellers foretrækker jeg tragiske film og litteratur, fordi jeg finder dem smukke at overvære på sublimeringens afstand.
På samme vis kan man sige at skønt de udspekulerede banaliteter i den uhelbredelige normalitets regi, som jeg studerer med pytagoræisk dybde, i sig selv er grimme, så kan tekster derom på mystisk vis være ophøjet smukke. Når intrigante typer derimod indforstået skriver om ligesindedes skurkestreger, er det derimod altid træls læsning, fordi det lugter langt væk af ”forbrydelsens element” og ”krage søger mage” - for ikke at sige: "Gid det var mig...". Richard III’s skurkemonologer opleves derimod som smukke, fordi de er filtreret gennem Shakespeares skrækblandede og skønne sind.Når ridder Tøger elsker at bruge ordet ”uskøn”, er det derimod kun komisk: For selv om den travle mand næppe aner det selv, er det et ord, som fars førstefødte har hørt ude i byen og siden med henrykt forkærlighed bruger som besværgende og besmykkende amulet mod den grimhed som den ædle mand undertiden bekvemt lader andre eksekvere. Herunder min endelige exit fra Rådhuspladsen trods voldsomme kollegiale protester...
Men når også lektor Ph.D. Zangenberg i sit ovenfor omhandlede personangreb på Torben Madsen ligeledes bruger ordet ”uskøn”, har han det i sin tur fra Tøger og overtager det ikke så meget af fantasiløs læggen sig i hælene på den store mand, som i den halvt ubevidste hensigt at lefle for Tøger: just ud fra sin instinktive fornemmelse for, at det smigrer folk at man ønsker at ligne dem.
Da selv samme lektor Ph.D. Zangenberg en anden gang skrev ”Min redaktør på Politiken er fantastisk - og det skriver jeg ikke for at smigre”, var også det komisk: Dels fordi smiger jo just precis var den eneste mulige grund, al den stund læserne ikke fik nogen fornuftig forklaring af det ”fantastiske”. Men især fordi det fantastiske åbenbart blot bestod i, at den unge mand af det store hus havde fået lov til alt hvad han ville, og derfor tillige havde fået råd til at stifte familie:
For klaveret på Rådhuspladsen spiller åbenbart ganske ligesom i Palermo. Åhja - for nævnte smukke biologiske trick er jante-flokkens urgamle og ufejlbarlige våben mod hin enkelte. At dette geniale kollektive stød under bæltestedet indirekte også går ud over deres egne efterkommere, skænker de derimod per definition ikke en tanke - for i så fald ville de jo have været nogle ganske andre typer og opført sig helt anderledes.Nuvel, et smukt lille sidespring er ikke altid under bæltestedet, så vi fortsætter hvor vi slap. I sin bundnormale ubevidsthed ænsede den fantastiske "Doktor Phill" Zangenberg (der desværre ikke rimer spor på ”Stangerup”, hverken fonetisk eller i virkeligheden) naturligvis ikke, at hans lykke i Palermo var på bekostning af andre, der måske oplevede det som knap så fantastisk – hvortil nemlig skal føjes, at Arkimedes' berømte lov undertiden er værd at have i erindring, når brave borgeres generøsitet skal forklares: Således er det da også netop kun i ufrivillig medfør af nævnte lov, at jeg her generøst tilskriver den dygtige unge mand samme vægt som mig selv: For billedets bord fanger.
Smukt ville det derimod være hvis mennesker i lykkens stund mindede deres overordnede om samtidig at huske på ret og rimelighed. Men det gør bundnormale folk aldrig – ikke grundet ond vilje, som er en upraktisk overdrivelse, men for at smøre deres smukke små illusioner med alle kærkomne midler.Smukt er til gengæld hvad sublimeringen får ud af hele dette forudsigelige morads, der strækker sig med uforlignelig uforanderlighed årtusinder tilbage. Således ville det være smukt, hvis vi to kunne få Johannes Riiis fra Det Store Forlag til at udgive vor brevveksling, gerne løbende i form af et årligt bind egnet til julegave.
Den brave mand skulle endda få lov til selv at skrive forordet, da jeg jo udtrykkeligt betinger mig at det ikke må være hr. Stjernfelt eller nogen af hans benovede lærlinge fra det herostratisk berømte Hedeselskab: Hvad sproglig korrekthed angår, har Jørn Lund lovet at give en hjælpende hånd, så jeg ser slet ingen grund til betænkeligheder, sprogligt eller ”otherwise”. Kort sagt, jeg foreslog altså i et anfald af handlekraft, foranlediget af dit svar, Johannes Riiis nævnte bogprojekt, for litterære sammensværgelser er en de smukkeste ting i livet. Men han afviste ideen med følgende ærlige begrundelse:
Kære Mr. Bandak”Personligt kan jeg på bunden ikke døje folk der fremturer med noget så anmassende som ”personlighed” – med mindre de tillige har en etableret status, hvis afsmittende og afstivende virkning jeg kan bruge ved fælles optræden under iagttagelse af urbane former. Aller tryggest befinder jeg mig derfor, når en rapkæftet og halvbegavet gadedreng af mig ophøjes og opblæses til en uomgængelig og sakrosankt provokatør af folket, som offentligheden instinktivt gennemskuer bag deres umiddelbare forgudelse af berømmelsens genstand – og netop derfor sluger råt. Deres forslag om at udgive Deres ”litterære brevveksling” med professor Bredsdorff strander derimod på to ting: For det første er kun den ene part tilstrækkeligt etableret til at gøre et sådant forehavende vedkommende og aktuelt for andre end Dem selv; og for det andet gør just denne part sig rettelig kun ringe umage i denne sag – hvilket ingen kan fortænke ham i, idet lige børn leger bedst.
Det vil nemlig altid være sådan, at når en mindre etableret med umoden mangel på beherskelse retter henvendelse til en mere etableret, må sidstnævnte med rette opleve det som den svages anmassende forsøg på at suge sig anglende fast på et mere bæredygtigt vehikel. Dette påtvungne makkerskab opleves derfor lige så belastende og uskønt for den stærke part, som det forekommer attraktivt for den svage part.Da der således "in the first place" er tale om en upassende mangel på situationsfornemmelse fra Deres side, ville det kun have været ret og rimeligt, hvis Deres henvendelse til professor Bredsdorff var forblevet ubesvaret.
Fornemt er derfor det beherskede og værdige svar som De på ubehagelig vis har afpresset den alt for sagtmodige Bredsdorff. Ja, det er ligefrem smukt – men som De jo selv så udmærket har erkendt med Deres erklærede forkærlighed for tragiske sujetter, så yder man nu engang sjældent det smukke retfærdighed ved at overføre det ligefremt og uformidlet på tryk.Med det grimme er det derimod en helt anden sag.
For uanset hvilke grovheder en landsberømt stor forfatter måtte udgive, når en bagatel undtagelsesvis går den forkælede mand imod, så vil alle pæne mennesker være enige om at det hursomhelst er hylende morsomt og velskrevent - ja, måske endda så morsomt og velskrevent at det ligner noget de selv kunne have begået. Men uanset hvor rammende og morsomt en beskrivelse af verdens gang, som en uindbudt endsige en skadelidende måtte begå - så vil alle omvendt være enige om, at det er både under bæltestedet, uskønt navlebeskuende - og tillige ødelæggende for den pågældendes karriere i henhold til en naturlov, der åbenbart er lige så urokkelig som den græske skæbne og derfor slet intet har at gøre med nævnte brave og derfor velmenende borgere. Og spor morsomt er det åbenbart heller ikke: For "We are not amused..."
Tillad mig derfor sluttelig at videregive Dem det råd som komponisten Ravel angiveligt skal have givet den unge Gershwin, da denne engang på lignende vis rettede henvendelse til ham i håb om at få ham som sin personlige lærer: ”Det ville nok være en rigtigt dårlig idé, Mr.Gershwin, for derved ville De måske blot ende som en dårlig Ravel – i stedet for en god Gershwin.”
Kort sagt, bliv ved Deres læst, Mr. Bandak, og drøm herefter ikke om anden skønhed end den som De selv frembringer ved Deres forædlende transformationer af livets genvordigheder – noget som både de gamle alkymister og baronesse Blixen jo rigeligt har gjort os opmærksomme på. Og i stedet for at drømme den umiskendelige normalitets blødagtige og flove drømme om bekvemme alliancer burde De kende Dem selv godt nok til at vide, at ørne stiger bedst og smukkest i modvind.
De har således nu fået al ønskelig modvind, som De passende kan bruge som inspiration til Deres berømte blog – hvis skarpsynede læsere i øvrigt ville blive fornærmede, hvis de fik at vide at De åbenbart hverken tror på Dem selv eller på Deres trofaste læserkreds, men insisterer på at betragte førstnævnte som en stakkel – og sidstnævnte som et spartansk surrogat for Jørn Lund, Thomas Bredsdorff, mig selv – og Ravel.Hvilket for resten rimer smukt på: ”Farvel”
Med venlig hilsen Johannes Riiis
Det Store Forlag
ET PIKANT STYKKE LITTERATURVIDENSKAB
En af vore trofaste læsere fortalte at han først antog ovenstående indlægs citerede udtalelse fra direktøren for ”Det Store Forlag” for autentisk. Foruroligende, idet den antagelse måske kunne bringe os i karambolage med injurielovgivningen samt loven om dokumentfalsk. Imidlertid kunne også selve denne påstand måske bringe os i nærkontakt med injurielovgivningen: For ved overhovedet at nævne dennes overhængende aktualitet indrømmer vi jo, hvilken nærliggende autentisk person vi faktisk havde i tankerne da vi skrev teksten. For en blot fiktiv person kan jo ikke påberåbe sig injurieloven. Nuvel, men nævnte fare er da heldigvis ikke så aktuel efter fort bedste skøn. For hør her.
Anledningen til den ”citerede” udtalelse fra vor forlagsdirektør var den, at vi angiveligt havde foreslået ham at udgive min og professor Thomas Bredsdorffs litterære brevveksling fortløbende i bogform. Imidlertid kan læseren efter moden overvejelse sige sig selv, at vi umuligt kan have sendt Gyldendals Johannes Riis nævnte forslag – al den stund at bemeldte brevveksling, just fordi den i sin tur er helt autentisk, forbliver ved det allerede bragte, idet der jo skal to parter til at indgå et ægteskab. Hvis derimod vor brevveksling med Thomas Bredsdorff havde været lige så fiktiv som forlagsdirektørens udtalelse, så havde vort projekt derimod meget vel kunnet lade sig tænke. Og i så fald kunne vor angivelige korrespondance med Johannes Riis omvendt have været realistisk – og.følgelig også helt autentisk.
Men når nu vor litterære brevveksling var autentisk og derfor blev ved det absolut minimale – hvilket jo er en ærlig sag for en travl professor – så ville et forslag om udgivelse jo være komplet urealistisk: Og just derfor kan det heller ikke være et autentisk forslag – og følgelig kunne det allerhøjst være luftet som et stykke ren slapstick. Men den art spøg ville Gyldendals direktør atter ikke bruge tid på at besvare – med mindre det da var fremsat af Klaus Rifbjerg, for så ville der naturligvis ikke være nogen ende på roserne. Og heldigvis er det ingen injurie at beskylde en kendt person for at ville rose en anden kendt person – thi for at citere professor Bredsdorffs ord i sit autentiske brev: ”Livet er smukt”. Og ej heller dette citat kan betragtes som nogen krænkelse, hverken af verdensordenen eller af samfundsordenen.
Kort sagt har vi nu demonstreret den objektive tekstanalyses anvendelighed som forsvar mod injurielovgivningen. Men som i al empirisk videnskab er der kun tale om plausibilitet og rimelighed: For ingen kan jo principielt helt udelukke, at tilsyneladende systematiske sammenhænge kunne bero på mirakuløse sammentræf eller være et drilsk påfund fra skaberens side.
Således kunne læseren fastholde at vi kunne være tumpede nok til at have at have fremsat et så komplet dødfødt og nærmest selvmodsigende forslag – samt at Johannes Riis omvendt kunne være begavet nok til at begå det ”citerede” overlegne svar.
Sidstnævnte antagelse kan hverken vi selv eller injurielovgivningen udtale sig om. Imidlertid: Hvis læseren altså fremturer med de to nævnte antagelser, så kunne han eller hun altså godt fastholde at vi kommer i nærkontakt med injurielovgivningen. Følgelig må vi nu finde et forsvar der ikke nøjes med den empiriske videnskabs sandsynlighedsbeviser, men har helt formel og principiel Gyldighed – som i ”Gylle-dal” (tilgiv at vi her går lidt under vort niveau, men husk samtidig, at hvis Rifbjerg gør det samme, er det stor humor).
Nuvel: For det første har vi konsekvent stavet ”Johannes Riiis” med hele tre i’er – selv om vi åbenbart for en sikkerheds skyld burde have stavet det med fire. For det andet lod vi forlæggeren selv underskrive sig som direktør for ”Det Store Forlag” – der som bekendt ikke eksisterer i virkeligheden. Kun en udenforstående spøgefugl – men netop ikke Johannes Riis selv – kunne derfor finde på at betitle Johannes Riis som direktør for ”Det Store Forlag”. Og endelig for det tredje lod vi direktøren et par steder beskrive sig selv på en måde, som kun en tredje person kunne finde på at gøre: For hvis man gennemskuer sig selv på et noget middelmådigt punkt, så vil man jo ikke åbenlyst bekende det for åbent tæppe. Og omvendt: Hvis man vitterlig lider under en sådan bornerthed, vil man per definition næppe være i stand til selv at erkende det så klart. En sådan stiliseret herostratisk selvpræsentation findes kun i Shakespeares pædagogiske skurkemonologer, men hos en vaskeægte hædersborger forekommer den art paradoksal åbenhjertighed aldrig.
Vi har således her givet et udførligt eksempel på problemet om objektive kriterier i tolkningen af tekster: Hvordan beviser eller sandsynliggør én tolkning som værende den rette og ikke blot en vilkårlig og personlig læsning? Og hvordan kan man vide om en tekst er fiktion eller dokumentarisk? Hele det analyserede forløb demonstrerer også, hvorledes en fra første færd helt alvorlig sag kan udvikle sig til ren slapstick – for så atter i sin alderdom at genforvandles til seriøs og eftertænksom videnskabelighed. Grænserne er flydende, og genrerne spinder sig således ud og ind af hinanden.
Men bemærk: Der er heri intet som helst ”litterært eksperiment” fra vor side, for kun det naturlige forløbs vekselvirkning med en om så også noget lakonisk modpart kunne resultere i nævnte uforudsigelige og dog ejendommeligt konsekvente forvandlingsnummer. Andet ville være uskøn selvbesmittelse, for en perle kræver som bekendt et prosaisk sandkorn som sin krystallisationskerne og sit arkimediske udgangspunkt.
Men for nu at sige os helt fri fra selvbesmittelsens betænkelighed, så vil vi næste gang vi mødes, belyse vort emne helt selvforglemmende ud fra Karen Blixens fantastiske fortælling ”Vejene omkring Pisa”. For flere år siden bragte vi endda det kommende indlæg som kronik i Politiken – en anerkendelse, som vi åbenlyst vedgår med stolthed, hvorimod vi nødig anerkender vor senere eksklusion sammesteds. Inkonsekvent og derfor såre menneskeligt? Åhja – men det samme kunne jo så også siges om nævnte redaktionelle matrikel: Enten er det nemlig os selv der er faldet gevaldigt af på den siden dengang, eller også er det vor modpart, der er gået sørgeligt i frø. Alternativt, så er enten vi eller vor modpart blevet meget klogere siden dengang.
Men siden det nu er os selv og ikke vor modpart der nu formulerer disse fire alternative tolkningsmuligheder, skulle det vel ikke være så svært at vælge den rette tolkning. Og dog er det rette svar måske alligevel ikke det endelige svar: For dette kunne jo også handle om uærlighed snarere end om vankundighed – ihukommende både Søren Kierkegaards og kirkefaderen Augustins kritik af Platons og Sokrates naive tro på, at ondskab blot skyldes ren og skær uoplysthed og følgelig lader sig kurere med fornuft.
Dette sidste punkt er dog sluttelig meget intrikat at afgøre: For på et dybere plan kan der nu alligevel godt ligge noget i dette med oplysningens helsebringende kraft – men rigtignok i en helt anden forstand end den selvhøjtideligt bornerte oplysthed der sorgløst mener at være pot og pande med både Voltaire, Holberg og … Johannes Riis. Således har vi jo vitterlig lettere ved at tilgive hinanden og unde hinanden et tåleligt liv, hvis vi sætter os inderligt i vor modparts sted. ”Hvorfor afskyr disse forkælede og højt privilegerede borgere dog i flok min person så inderligt og med en så nådesløs konsekvens?”. Og: ”Hvorfor fremturer denne utålelige enspænder dog med om muligt at gøre os alle til skamme blot for at fremhæve sin egen sølle eksistens, frem for som andre folk at affinde sig med den ham anviste plads i tilværelsen? Hvis han havde spillet sine kort fornuftigt, kunne han såmænd nok have fået et aldeles udmærket liv som familiefar og kommunal aftenskolelærer i provinsen, frem for som nu at henleve sin kummerlige eksistens som en ulyksalig plageånd for både sig selv og os andre.”
Men ak, just dette med hjertets oplysning er en umådelig vanskelig sag, som både østens visdom samt den senjødiske og den kristne tradition kender langt mere til end både ærekære københavnske professorer, ditto redaktører og ditto kvart-autistiske syrehoveder med utilregneligt oktantal. Grunden til at hjertets oplysning er så umådelig meget vanskeligere end den rene snusfornuft, er den at det jo er langt lettere siddende i sin lænestol at ”forstå” en psykopatisk hovedperson hos Dostojevskij eller i en historisk biografi om en diktator, end at forstå endsige tilgive en person som man oplever som en personlig trussel mod sit liv, sin økonomi, sit ry, sin sociale rolle – eller blot sin forfængelige ”ære” på et eller andet komisk punkt.
I evangeliets og Dalai Lamas ånd at tilgive dem der forfølger os, er meget, meget vanskeligt – og da især hvis det ikke blot handler om fortiden og det engang skete, men også inddrager al resterende fremtid. Og i denne erkendelse kunne alle autentiske såvel som fiktive deltagere i vort litterære forløb måske enes og mødes? Men fanden tro om det hjælper… For som en bekendt for nylig sagde: ”Et menneske er som et isbjerg: Det meste befinder sig under vandet: Og alt – simpelt hen alt, kan ske..”
Anledningen til den ”citerede” udtalelse fra vor forlagsdirektør var den, at vi angiveligt havde foreslået ham at udgive min og professor Thomas Bredsdorffs litterære brevveksling fortløbende i bogform. Imidlertid kan læseren efter moden overvejelse sige sig selv, at vi umuligt kan have sendt Gyldendals Johannes Riis nævnte forslag – al den stund at bemeldte brevveksling, just fordi den i sin tur er helt autentisk, forbliver ved det allerede bragte, idet der jo skal to parter til at indgå et ægteskab. Hvis derimod vor brevveksling med Thomas Bredsdorff havde været lige så fiktiv som forlagsdirektørens udtalelse, så havde vort projekt derimod meget vel kunnet lade sig tænke. Og i så fald kunne vor angivelige korrespondance med Johannes Riis omvendt have været realistisk – og.følgelig også helt autentisk.
Men når nu vor litterære brevveksling var autentisk og derfor blev ved det absolut minimale – hvilket jo er en ærlig sag for en travl professor – så ville et forslag om udgivelse jo være komplet urealistisk: Og just derfor kan det heller ikke være et autentisk forslag – og følgelig kunne det allerhøjst være luftet som et stykke ren slapstick. Men den art spøg ville Gyldendals direktør atter ikke bruge tid på at besvare – med mindre det da var fremsat af Klaus Rifbjerg, for så ville der naturligvis ikke være nogen ende på roserne. Og heldigvis er det ingen injurie at beskylde en kendt person for at ville rose en anden kendt person – thi for at citere professor Bredsdorffs ord i sit autentiske brev: ”Livet er smukt”. Og ej heller dette citat kan betragtes som nogen krænkelse, hverken af verdensordenen eller af samfundsordenen.
Kort sagt har vi nu demonstreret den objektive tekstanalyses anvendelighed som forsvar mod injurielovgivningen. Men som i al empirisk videnskab er der kun tale om plausibilitet og rimelighed: For ingen kan jo principielt helt udelukke, at tilsyneladende systematiske sammenhænge kunne bero på mirakuløse sammentræf eller være et drilsk påfund fra skaberens side.
Således kunne læseren fastholde at vi kunne være tumpede nok til at have at have fremsat et så komplet dødfødt og nærmest selvmodsigende forslag – samt at Johannes Riis omvendt kunne være begavet nok til at begå det ”citerede” overlegne svar.
Sidstnævnte antagelse kan hverken vi selv eller injurielovgivningen udtale sig om. Imidlertid: Hvis læseren altså fremturer med de to nævnte antagelser, så kunne han eller hun altså godt fastholde at vi kommer i nærkontakt med injurielovgivningen. Følgelig må vi nu finde et forsvar der ikke nøjes med den empiriske videnskabs sandsynlighedsbeviser, men har helt formel og principiel Gyldighed – som i ”Gylle-dal” (tilgiv at vi her går lidt under vort niveau, men husk samtidig, at hvis Rifbjerg gør det samme, er det stor humor).
Nuvel: For det første har vi konsekvent stavet ”Johannes Riiis” med hele tre i’er – selv om vi åbenbart for en sikkerheds skyld burde have stavet det med fire. For det andet lod vi forlæggeren selv underskrive sig som direktør for ”Det Store Forlag” – der som bekendt ikke eksisterer i virkeligheden. Kun en udenforstående spøgefugl – men netop ikke Johannes Riis selv – kunne derfor finde på at betitle Johannes Riis som direktør for ”Det Store Forlag”. Og endelig for det tredje lod vi direktøren et par steder beskrive sig selv på en måde, som kun en tredje person kunne finde på at gøre: For hvis man gennemskuer sig selv på et noget middelmådigt punkt, så vil man jo ikke åbenlyst bekende det for åbent tæppe. Og omvendt: Hvis man vitterlig lider under en sådan bornerthed, vil man per definition næppe være i stand til selv at erkende det så klart. En sådan stiliseret herostratisk selvpræsentation findes kun i Shakespeares pædagogiske skurkemonologer, men hos en vaskeægte hædersborger forekommer den art paradoksal åbenhjertighed aldrig.
Vi har således her givet et udførligt eksempel på problemet om objektive kriterier i tolkningen af tekster: Hvordan beviser eller sandsynliggør én tolkning som værende den rette og ikke blot en vilkårlig og personlig læsning? Og hvordan kan man vide om en tekst er fiktion eller dokumentarisk? Hele det analyserede forløb demonstrerer også, hvorledes en fra første færd helt alvorlig sag kan udvikle sig til ren slapstick – for så atter i sin alderdom at genforvandles til seriøs og eftertænksom videnskabelighed. Grænserne er flydende, og genrerne spinder sig således ud og ind af hinanden.
Men bemærk: Der er heri intet som helst ”litterært eksperiment” fra vor side, for kun det naturlige forløbs vekselvirkning med en om så også noget lakonisk modpart kunne resultere i nævnte uforudsigelige og dog ejendommeligt konsekvente forvandlingsnummer. Andet ville være uskøn selvbesmittelse, for en perle kræver som bekendt et prosaisk sandkorn som sin krystallisationskerne og sit arkimediske udgangspunkt.
Men for nu at sige os helt fri fra selvbesmittelsens betænkelighed, så vil vi næste gang vi mødes, belyse vort emne helt selvforglemmende ud fra Karen Blixens fantastiske fortælling ”Vejene omkring Pisa”. For flere år siden bragte vi endda det kommende indlæg som kronik i Politiken – en anerkendelse, som vi åbenlyst vedgår med stolthed, hvorimod vi nødig anerkender vor senere eksklusion sammesteds. Inkonsekvent og derfor såre menneskeligt? Åhja – men det samme kunne jo så også siges om nævnte redaktionelle matrikel: Enten er det nemlig os selv der er faldet gevaldigt af på den siden dengang, eller også er det vor modpart, der er gået sørgeligt i frø. Alternativt, så er enten vi eller vor modpart blevet meget klogere siden dengang.
Men siden det nu er os selv og ikke vor modpart der nu formulerer disse fire alternative tolkningsmuligheder, skulle det vel ikke være så svært at vælge den rette tolkning. Og dog er det rette svar måske alligevel ikke det endelige svar: For dette kunne jo også handle om uærlighed snarere end om vankundighed – ihukommende både Søren Kierkegaards og kirkefaderen Augustins kritik af Platons og Sokrates naive tro på, at ondskab blot skyldes ren og skær uoplysthed og følgelig lader sig kurere med fornuft.
Dette sidste punkt er dog sluttelig meget intrikat at afgøre: For på et dybere plan kan der nu alligevel godt ligge noget i dette med oplysningens helsebringende kraft – men rigtignok i en helt anden forstand end den selvhøjtideligt bornerte oplysthed der sorgløst mener at være pot og pande med både Voltaire, Holberg og … Johannes Riis. Således har vi jo vitterlig lettere ved at tilgive hinanden og unde hinanden et tåleligt liv, hvis vi sætter os inderligt i vor modparts sted. ”Hvorfor afskyr disse forkælede og højt privilegerede borgere dog i flok min person så inderligt og med en så nådesløs konsekvens?”. Og: ”Hvorfor fremturer denne utålelige enspænder dog med om muligt at gøre os alle til skamme blot for at fremhæve sin egen sølle eksistens, frem for som andre folk at affinde sig med den ham anviste plads i tilværelsen? Hvis han havde spillet sine kort fornuftigt, kunne han såmænd nok have fået et aldeles udmærket liv som familiefar og kommunal aftenskolelærer i provinsen, frem for som nu at henleve sin kummerlige eksistens som en ulyksalig plageånd for både sig selv og os andre.”
Men ak, just dette med hjertets oplysning er en umådelig vanskelig sag, som både østens visdom samt den senjødiske og den kristne tradition kender langt mere til end både ærekære københavnske professorer, ditto redaktører og ditto kvart-autistiske syrehoveder med utilregneligt oktantal. Grunden til at hjertets oplysning er så umådelig meget vanskeligere end den rene snusfornuft, er den at det jo er langt lettere siddende i sin lænestol at ”forstå” en psykopatisk hovedperson hos Dostojevskij eller i en historisk biografi om en diktator, end at forstå endsige tilgive en person som man oplever som en personlig trussel mod sit liv, sin økonomi, sit ry, sin sociale rolle – eller blot sin forfængelige ”ære” på et eller andet komisk punkt.
I evangeliets og Dalai Lamas ånd at tilgive dem der forfølger os, er meget, meget vanskeligt – og da især hvis det ikke blot handler om fortiden og det engang skete, men også inddrager al resterende fremtid. Og i denne erkendelse kunne alle autentiske såvel som fiktive deltagere i vort litterære forløb måske enes og mødes? Men fanden tro om det hjælper… For som en bekendt for nylig sagde: ”Et menneske er som et isbjerg: Det meste befinder sig under vandet: Og alt – simpelt hen alt, kan ske..”
FRA PAULUS TIL CHRISTIAN HAVE
Karen Blixen fortæller hvorledes man ved sublimering kan vende livsordenen på hovedet, således at erstatningen overskygger det den skulle erstatte. Hør her et frisk eksempel fra hverdagen: En notorisk doven og uboglig elev på uopfordret gæstevisit påhørte, at mine elever skulle finde nogle henholdsvis positive og negative tillægsord på tysk. Han kommenterede genialsk, at det er en positiv egenskab for en pige at være grim, for så bliver hun ikke voldtaget; samt at det er en positiv egenskab for en cykel at være gammel, for så gider ingen stjæle den.Hvis narren hos Shakespeare havde sagt det, ville den halve kulturelite falde på halen og forlange opførelsen af et nyt skuespilhus dér hvor Botanisk Have nu ligger. Men når det kommer fra det virkelige livs narre, trækker vi på skuldrene. Ak, vi vil intet lære, og det samme sagde Jesus til sin tids elite. Hvis jeg havde været hans (altså drengens) dansklærer, ville jeg have honoreret ham med en topkarakter.
For sagen er denne: Uanset hvor god du er, behøver du andre til at sige det. Også dette sandede Karen Blixen og lod sig endda inspirere af det. Det det drejer sig ikke om hvad folk ved, for inden for den samme abeart kan vi såmænd oftest godt scanne hinanden – nej, det drejer sig om, at nogen med autoritet siger højt hvad alle ved. Kort sagt behøver vi alle en impresario.
Selv Jesus var ingen undtagelse, for uden ildsjælen Paulus ville han være blevet glemt. Men sandheden herom er måske endnu mere fantastisk! Svenskeren Lena Einhorn har nemlig i en lærd kildehistorisk studie sandsynliggjort, at Jesus samt Johannes Døberen virkede en snes år senere end antaget. Ikke blot bringer det bedre historisk orden i evangelierne: Begge profeter er i så fald godt belagt hos samtidens bedste historiske kilde, historieskriveren Josephus – blot under andre navne: henholdsvis ”ægypteren” og ”Theudas”.
I følge andre tidlige kilder såsom Talmud, var Jesus måske endda romersk horeunge og nød muligvis derfor romerske borgerrettigheder: At Paulus besad disse og derfor klarede frisag, fortæller han selv. Dette kunne forklare hvorfor romerne helst ville skåne Jesus – og hvorfor han i henhold til evangelierne korsfæstedes ”lempeligt” uden den gængse benknusning, men alligevel ”døde” veltalende efter kun seks timer – og derefter straks blev nedtaget og muligvis siden hemmeligt eksporteret fra graven af sine ”vagtposter”.Lena Einhorn kunne vel have ret også i denne tese. Men hendes tredje tese, at Jesus dernæst "genopstod" i romerriget som Paulus, svarer til at lade Kierkegaard genopstå som formand for ”Kierkegaard-Selskabet. Og det forvandler Jesus til sin egen strategiske PR-chef og en art datidens Christian Have, der jo på lignende vis siger "værdi" og mener "branding". Nu er Hr. Have angiveligt også selv genopstået som adjungeret professor nordenfjords på linie med netværksblæksprutten Stjernfelt samt en ikke nøjere afgrænset del af Qvortrup-klonen – dog uden at nogen af dem endnu har skiftet navn. Men hvis Lena Einhorn har ret, blev Jesus til Paulus og gjorde dermed denne til en løgnhals med hans ”omvendelse” fra kristen-hader til hellig – velsagtens efter job-konsulenternes snedige devise: ”Jeg har skam også selv engang været arbejdsløs!”
Ret beset er dette med at genopstå som sin egen fremmeligste discipel en ypperlig forretning og den ultimative løsning på førnævnte problem: For det virker både mere troværdigt og langt mere sympatisk at kæmpe for andre end at kæmpe for sig selv – således har jeg med Paulinsk snilde og held kæmpet for nogle svenske naturområder, men endnu aldrig med held for mig selv. På et jordnært plan satte en gammel gymnasiekammerat den samme erkendelse i system ved at ture byen rundt med en ven, hvorunder de med stor succes skiftedes til at skamrose hinanden i damers selskab.
Men tro det eller ej, nu er det min tur: Så sent som i går blev jeg nemlig i Irma overstrømmende tiltalt med navnet "Robert" af en mand der mente at kende mig mægtig godt fra Maribo – hvor en dobbeltgænger til mig nemlig tydeligvis med anderledes held driver en skilteforretning. Altså just PR-branchen! Følgelig må det være denne Robert der er Paulus, og mig der er profeten – og så er den lille sag afgjort, for arbejdsdeling er en god ting. Men som sagt: Lad ikke dette slippe ud, for så spolerer I forretningen. Jesus sagde jo det samme, adspurgt om sin guddommelige natur: "Who knows – men sig det ikke til de andre!"
For sagen er denne: Uanset hvor god du er, behøver du andre til at sige det. Også dette sandede Karen Blixen og lod sig endda inspirere af det. Det det drejer sig ikke om hvad folk ved, for inden for den samme abeart kan vi såmænd oftest godt scanne hinanden – nej, det drejer sig om, at nogen med autoritet siger højt hvad alle ved. Kort sagt behøver vi alle en impresario.
Selv Jesus var ingen undtagelse, for uden ildsjælen Paulus ville han være blevet glemt. Men sandheden herom er måske endnu mere fantastisk! Svenskeren Lena Einhorn har nemlig i en lærd kildehistorisk studie sandsynliggjort, at Jesus samt Johannes Døberen virkede en snes år senere end antaget. Ikke blot bringer det bedre historisk orden i evangelierne: Begge profeter er i så fald godt belagt hos samtidens bedste historiske kilde, historieskriveren Josephus – blot under andre navne: henholdsvis ”ægypteren” og ”Theudas”.
I følge andre tidlige kilder såsom Talmud, var Jesus måske endda romersk horeunge og nød muligvis derfor romerske borgerrettigheder: At Paulus besad disse og derfor klarede frisag, fortæller han selv. Dette kunne forklare hvorfor romerne helst ville skåne Jesus – og hvorfor han i henhold til evangelierne korsfæstedes ”lempeligt” uden den gængse benknusning, men alligevel ”døde” veltalende efter kun seks timer – og derefter straks blev nedtaget og muligvis siden hemmeligt eksporteret fra graven af sine ”vagtposter”.Lena Einhorn kunne vel have ret også i denne tese. Men hendes tredje tese, at Jesus dernæst "genopstod" i romerriget som Paulus, svarer til at lade Kierkegaard genopstå som formand for ”Kierkegaard-Selskabet. Og det forvandler Jesus til sin egen strategiske PR-chef og en art datidens Christian Have, der jo på lignende vis siger "værdi" og mener "branding". Nu er Hr. Have angiveligt også selv genopstået som adjungeret professor nordenfjords på linie med netværksblæksprutten Stjernfelt samt en ikke nøjere afgrænset del af Qvortrup-klonen – dog uden at nogen af dem endnu har skiftet navn. Men hvis Lena Einhorn har ret, blev Jesus til Paulus og gjorde dermed denne til en løgnhals med hans ”omvendelse” fra kristen-hader til hellig – velsagtens efter job-konsulenternes snedige devise: ”Jeg har skam også selv engang været arbejdsløs!”
Ret beset er dette med at genopstå som sin egen fremmeligste discipel en ypperlig forretning og den ultimative løsning på førnævnte problem: For det virker både mere troværdigt og langt mere sympatisk at kæmpe for andre end at kæmpe for sig selv – således har jeg med Paulinsk snilde og held kæmpet for nogle svenske naturområder, men endnu aldrig med held for mig selv. På et jordnært plan satte en gammel gymnasiekammerat den samme erkendelse i system ved at ture byen rundt med en ven, hvorunder de med stor succes skiftedes til at skamrose hinanden i damers selskab.
Men tro det eller ej, nu er det min tur: Så sent som i går blev jeg nemlig i Irma overstrømmende tiltalt med navnet "Robert" af en mand der mente at kende mig mægtig godt fra Maribo – hvor en dobbeltgænger til mig nemlig tydeligvis med anderledes held driver en skilteforretning. Altså just PR-branchen! Følgelig må det være denne Robert der er Paulus, og mig der er profeten – og så er den lille sag afgjort, for arbejdsdeling er en god ting. Men som sagt: Lad ikke dette slippe ud, for så spolerer I forretningen. Jesus sagde jo det samme, adspurgt om sin guddommelige natur: "Who knows – men sig det ikke til de andre!"
Abonner på:
Opslag (Atom)